LærerBladet: Vi går glip af mangfoldighed, sanselighed og generøsitet

Han kan stadig stille skarpt på pædagogikken og dens vilkår, Lars Henrik Schmidt, der tidligere var rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet. I denne artikel uddeler han nogle tørre svirp til økonomifikserede politikere og talfikserede pædagogiske forskere. I dag er det at være selvforsørgende det centrale samfundstema, men vi går glip af noget, der ligger lige for fødderne af os, siger Schmidt.
Lh Schmidt Dsc 7166 Large

Oppe i sit lille, hyggelige tårnværelse på Emdrupborg i Københavns nordvestkvarter, der som hovedkvarter for Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse i dag hører under Aarhus Universitet, sidder Lars-Henrik Schmidt og studerer livsduelighed. 

Det gør han velvidende, at danske politikere gennem de seneste år har været optaget af at sætte arbejdsduelighed hos borgerne i centrum for politikken.  Hvad enten det drejer sig om konkurrencestatsflirterne hos centrum-venstre eller neoliberalismens blå repræsentanter på tinge, så er det arbejdsdueligheden, der har politikernes bevågenhed. 

Livsduelighed er efter Lars-Henrik Schmidts opfattelse modbegrebet til arbejdsduelighed, og den tidligere direktør for Danmarks Pædagogiske Institut og senere rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet går seriøst til værks.  Han arbejder på at give et bud på en modernisering af en filosofi for pædagogikken.  Lars-Henrik Schmidt prøver at finde ud af, hvad det vil sige at leve et godt liv sammen med andre, idet han undersøger det sociale i pædagogikken.

-Skiftet til arbejdsduelighed er jo interessant, siger han. 

-Den unge Marx hævdede, at menneskets væsen lå i arbejdet. Man solgte sin arbejdskraft som en vare.  I dag er vi nået dertil, hvor skellet mellem arbejde og fri tid næsten er ophævet.

Men det er på erhvervslivets vilkår, og det finder den 64-årige professor og filosof for smalt, og han vil undersøge, om livsduelighedsbegrebet kan moderniseres.

 

Claus Holms nye position

Lars-Henrik Schmidt var Danmarks Pædagogiske Universitets første rektor. Det var ham, der lavede tegningen til den nye struktur, da DPU blev dannet ved sammenlægning af blandt andet Danmarks Lærerhøjskole og Danmarks Pædagogiske Institut, og i 2008 blev han afløst af Lars Qvortrup, som imidlertid blev fyret i 2010, da Aarhus Universitet ikke længere ønskede et selvstændigt DPU.  I 2015  blev Claus Holm institutleder, og for nylig kom Qvortrup tilbage på DPU som leder af Nationalt Center for Skoleforskning.

Både Lars Qvortrup og Claus Holm betragtes af mange som centrale personer i den smalle gruppe af forskere og pædagogiske opinionsdannere, der dominerer billedet, når myndighederne nedsætter udvalg, når medierne mangler autoritative kilder eller åbner spalterne, og når der uddeles forskningsmidler.  Qvortrup ligner som topscorer hos A.P. Møller Fonden en veritabel projekt- og pengemagnet, og Claus Holm siger fanfarelignende sætninger om fremtidens uddannelser som f.eks. denne: „Den indholdsstyrede didaktik er død, længe leve den læringsmålsstyrede didaktik!“ og taler varmt om „læring som duelig livsform“.

Men selv om han er elev af Lars-Henrik Schmidt og i flere år dannede makkerskab med ham, da Schmidt var rektor, så lægger han ikke sit fokus det samme sted som den gamle mester i tårnværelset. 

Schmidt kan ikke forlige sig med det, han kalder læringsregimet, hvilket Holm må siges at være en slags protektor for.

 

Charmebasser og eksperter

Det er bemærkelsesværdigt, at Holm efter Lars-Henrik Schmidts hurtige skøn ikke er blandt de mest indflydelsesrige opinionsdannere på det pædagogiske og uddannelsesmæssige område.

Det viser sig, da Schmidt i interviewsituationen går med på legen, der handler om at udpege de fem mest indflydelsesrige personer i dansk pædagogik. Dem, der er i stand til at sætte dagsordener.

Han har indledningsvis lidt problemer med at skelne mellem „charmebasser og ikke-charmebasser“, men ellers er der ikke så meget slinger i valsen.

-Den mest betydningsfulde er nok Jens Rasmussen.  Han bliver anvendt af Socialdemokratiet som ekspert. Så vil jeg sige: Lars Qvortrup, Stefan Hermann, og den, der for tiden måske lyttes mest til, Andreas Rasch Christensen fra VIA.

 Schmidt skynder sig at tage forbehold: -Du har ikke spurgt til kvaliteten, vel?

-Det handler vel om at se, hvem Socialdemokratiet og Venstre anser som eksperter. For ellers vil jeg mene, at en mand som Erik Sigsgaard også kunne være med som en folkelig, klog mand.  Én som diskuterer pædagogik, folk lytter efter.  Men de andre ser man som eksperter.

LB: Føler du dig som fagmand godt repræsenteret af disse fem? 

-Nej, det gør jeg virkelig ikke. 

-Men det er svært at se indflydelsen uden at se på medieeksponeringen. Niels Egelund har, så vidt jeg ved, selv fortalt, at han har været meget i medierne, fordi han altid tager telefonen.  Og hvem tager telefonen i dag.  Det gør Andreas Rasch.  Og hvem vil gerne i avisen?  Det vil så være Stefan Hermann.  Jeg tror, han ønsker at have indflydelse på det danske samfund, så han er selv lidt politiker i sin måde at agere på. 

 

Nogen taler til mig om natten

LB: Hvad er det for et regime, der bringer dem sammen?  

-Det er Qvortrups øvelse: „Tallene siger!“  Når han udlægger en undersøgelse, han har lavet med A.P. Møller-midler, siger han det meget uheldige: „Tallene siger!“  Det er som om, tallene er blevet subjekt.

-Min pointe er, at tallene ikke taler.  Under læringsregimet taler man hele tiden som om, at tallene taler.  Det er det samme som at sige: „Gud taler til mig om natten.“  Nogen taler om natten, og det er tallene.  Man har glemt, at det er fordi, der er nogen, der har spurgt dem.

Lars-Henrik Schmidt er ved at tale sig varm. Digitaliseringen af den pædagogiske forskning optager ham. 

-Hvis der er nok tal, og tallene er store nok, så træder Qvortrup væk, så taler tallene for sig selv.  Det er problemet med digitaliseringen. Vores forskere er begyndt at være optaget af statistik, tror de.  Men de er optaget af computerprogrammer.  Og når det er computeren, der er statistiker, så kan den kun skelne mellem 0 og 1. 

-Den udvikling hænger sammen med, at evidensregimet er et økonomisk regime.  Det blev jo lanceret som sådan, fordi den amerikanske forskningsfond og Verdensbanken kun ville støtte forskning, der var evidensbaseret.  Det giver jo ekko, ikke. Så der er for lidt opmærksomhed om det epistemologiske, altså i hvilken forstand kan vi sammenligne resultater.

 

Det nye tema

LB: Hvad er pædagogikkens rolle i dag?

-Den store katastrofe er, at pædagogik er blevet til uddannelse. Pædagogikken er målsat et andet sted fra. Vi skal sørge for at blive nogen, som nogen vil ansætte.  Det er der, hvor vi er i dag.  Det er den ansættende myndighed, der bestemmer alt.  Den bestemmer ikke kun lidt.  Den bestemmer det hele.  Det går ud over vores levede liv og kan føre til knægtelse af livsdueligheden.  Men formålet med pædagogik er ikke at fremme uddannelse. Formålet er at fange livsduelighed, som er modbegrebet til arbejdsduelighed eller employability.

LB: Ser du ingen modstand mod denne udvikling?

-Hver enkelt barn er jo en modstand.  Men der er ingen der taler om pædagogik længere.  Nu drejer det sig om uddannelsesforskning.  Fordi uddannelsesforskningen er en strejfning af et økonomisk rationale.  Uddannelse er blevet et konkurrenceparameter, og derfor rettes opmærksomheden mod læring. 

-Det værste, der er sket, er at vi har indført et læringsregime.  I sin grund var det ret uskyldigt.  Læring handler om, hvor meget du flytter dig.  Men hvor skal man vide det fra.  Det kan man kun vide, hvis man måler.  Hvordan skal man måle det?  Ved at se på the outcome.  Se på, om du når de mål, du har sat dig, eller om din vare kan afsættes.  Det er den klassiske markedsting. 

-Problemet er den opfattelse, at vi i Danmark skal levere arbejdskraft til erhvervslivet.  Hvorfor egentlig det?  Det kan de da selv om.  Men det har det civile samfund accepteret.  De kan bestemme hvordan vores uddannelse skal se ud.  Vi har accepteret, at vi skal levere den arbejdskraft, som erhvervslivet har brug for i konkurrence med udlandet.  Men vi får jo ikke Novo Nordisk til at lave bedre skoler, selv om grunden til, at de klarer sig så godt, er, at vi har børnehaver i Danmark.

-Og nu er vi så begyndt at bilde folk ind, at det vigtigste er at blive selvforsørgende.  Det er det nye tema. Vi skal alle underlægges den forestiling, at man ikke skal ligge andre til last.

 

En følgagtig diagnose

LB: Men synes du ikke, at nogle af de toneangivende forskere og opinionsdannere gør det for nemt for politikere og forvaltere, når de indtager den holdning, som udtrykkes af Claus Holm i sloganet „Vi går fra indhold til læring“ – og „Vi går fra undervisning til læring“. 

-Styringsrationalet, som vi snakker om, solidariserer sig med læringen.  Det er jo ikke en kritisk udtalelse, men en følgagtig diagnose som Claus Holm kommer med i forhold til, hvad der faktisk sker.  Den er i den forstand følgerigtig.  Det er ikke ham, der finder på den.  Det er ikke hans ide.  Han siger bare: Sådan må det jo være.

LB: Som leder af DPU kunne man forestille sig, at han stod mere op for pædagogikken som profession og som fag!

-Det er jeg enig med dig i.  Det gør han ikke. Det skyldes, at vinden blæser den vej, at vi skal gøre noget for, at vi sammen kan klare os bedre.  Det er en konsekvens af, at vi er blevet individualiseret.  Men man har en forestilling om, at individet bliver bedre af at arbejde sammen med andre. Derfor er den pædagogiske ide, at vi skal lære at samarbejde. 

 

Den ultimative robusthed

LB: Tror du, at Holm og andre indflydelsesrige personer går fejl af arbejdets rolle og betydning. 

-Ja, det gør man.  Man går simpelthen fejl, fordi man ikke ser livsdueligheden som en kunnen gøre sig gældende på andre parametre end ved at sælge sin arbejdskraft i betydningen, at nogen vil købe din arbejdskraft.  Det er svært for folk at forstå noget ved det der livsduelighed, for det oversættes nu om dage med resiliens.  Det er bare en forkert oversættelse.  Det er dumt. 

-Resiliens er et mindre begreb end livsduelighed. Vi har måske brug for lidt større robusthed, fordi vi er blevet for bløde i en eller anden forstand.  Men hvad er den ultimative robusthed.  Det er at kunne klare sig selv.  Det er at være selvforsørgende.  Ikke at være afhængige af andre.  Men man kan jo fandme godt være resilient, livsduelig og alligevel have et dårligt liv, hvis man ikke har det sammen med andre, hvis man ikke er i stand til at indgå i sociale fællesskaber.

 

Dualismen

LB: Hvad ligger der i dit livsduelighedsbegreb?

-Det er en kunnen, der gør, at du kan magte din livssituation.  Det er en væren i verden. Hvordan får jeg involveret mig med andre? Ved at stille mig det enkle spørgsmål: „Hvad kan jeg gøre godt for dig, for at gøre det bedre for mig!“ 

-Det, jeg håber på med den formulering, er, at det kommer til at handle om den andens gode.  Jeg ved ikke, hvad der er godt for den anden.  Vi er i en situation, hvor vi må stole på, at det kun er den anden, der kan vide, hvad der er godt for ham.  Det er respekten for forskellen til den anden.  Jeg spørger, hvad der er godt for dig.  Jeg ved godt, jeg gør det for min egen skyld.  Det er ikke altruisme.  Det er et forsøg på at leve med dualismen mellem egoisme og altruisme. 

-Kernen bag formuleringen er jo, at vi ikke kan tale om det gode liv, for vi aner ikke, hvad det er.  Du kan ikke sige det gode liv.  Du kan sige det gode liv for mig.  Det der er pointen er, at det gode liv eksisterer ikke, men relaterer til en interpretation af det gode liv.

-Det livsduelige er det vellykkede liv i modsætning til det mislykkede liv.  Der er nogen, som knækker nakken på at skulle blive kong gulerod, chef i firmaet eller bare en kærlig søn.  Alle de der knæk! Men dem kan vi ikke klare nu om dage.  Vi har svært ved at tænke dem, så vi patologiserer i stedet for knækket. Fordi vi tror, at det vellykkede liv er lig med det naturlige og sunde.

 

Den gyldne regel

LB:  Hvad blev der af din libertinære pædagogik fra 00’erne?

- Det provokerende er, at en ren libertinage ikke standser foran den anden.  Så derfor er det et problem, hvordan man får installeret anstændigheden og dermed respekten for den anden. For mig er der i det libertinære en parallel til det, der er det frigørende – frisættelsen i pædagogikken. 

-Men det libertinære kan kun udfolde sig i en flerhed: „I schratch your back, you schratch the next“.  Der findes ikke gensidighed, men hvis vi er tre, så scratcher vi hinanden på ryggen.  Det er så det, der er min forestilling om det sociale.  En sammenhæng, hvor man agerer over for den anden uden modydelse. 

-Jeg prøver at knække gensidighedens logik.  Jeg mener, gensidigheden er umulig.  Filosofisk sagt ækvivalensen imellem folk.  Og hvad er topmål af ækvivalens, hvis du ser moralfilosofisk på det?  Det er den gyldne regel, det er sådan en ækvivalenssammenhæng, hvor man tror, at to mennesker mødes og sød musik opstår og derfor tror, at venskab og kærlighedsforhold kan bruges som baggrund for deres etik. Men den kan ikke eksistere i mit univers.  Der findes ikke ækvivalens på den måde.  Det betyder, at du ikke kan sammenligne. 

-Forudsætningen for ækvivalensen er, at der er noget sammenligneligt.  Men hvis den enkelte er enestående og skal udveksles med noget andet enestående, så findes der ikke en ækvivalens på eneståenheden. 

 

Det sanselige lider skade

LB: Er der ikke noget om det sanselige i din libertinære pædagogik, og hvad bliver der i så fald af det i det målesyge samfund, vi befinder os i?

-Altså sanseligheden lider efter min opfattelse skade, fordi den bliver banket af det kognitivistiske projekt.  Vi er nået dertil, at den eneste måde, hvorpå vi kan realisere sammenligningen, er teknisk.  Vi kan ikke realisere den sanseligt.  Det er den tabte sanselighed, jeg forsvarer. 

-Vi kommer fra de helt basale forestillinger om, hvordan vi i kulturhistorien har tænkt elementerne, og det er vældigt. Jeg vil så lidt karikerende sige, at det er det samme, en stor dansk filosof, John Mogensen, har beskrevet: Sol, blæst, sand og vand!  Og så tilføjer han: En kvinde og en mand.  Han har lige forklaret de store elementer, og så kommer forskellen ind.  Og det bliver så mellem en kvinde og en mand.  Hvad er forskellen i dag?  Det er forskellen mellem 0 og 1.  Vores forskel er reduceret til forskellen mellem 0 og 1. 

-Det er denne digitalisering, der er vor tids svøbe!  For det betyder, at alt kan gøres op på den her vis.  Det er sammenligningen mellem Haderslev og Thyborøn, der bliver gjort op i 0’er og 1’ere.  Vi vil kun høre på noget, der kan skrives op i 0’er og 1’ere.  Det skal være digitaliseret for at vi kan behandle det!  Det skal være beregneligt, før vi kan have med det at gøre overhovedet!  Vi gider ikke høre på ham der lille Aage, det har ikke noget med os at gøre.  Vi sidder her og skal styre.  Vi er kun intreresseret i 0’er og 1’ere!

 

Generøsiteten for næsen af os

LB: Hvad går vi glip af?

-Vi går glip af den mangfoldighed og generøsitet, der ligger lige for næsen af os.  Grunden til, at jeg går ind for klassisk dannelse, det er, at det er et kulturelt forrædderi, at vi forhindrer så mange børn og unges adkomst til den vanvittig store skat, som vores kulturhistorie byder på. 

-Vi skal give dem nøgler til nye oplevelser.  Det er ikke sådan noget oplevelsesøkonomi, jeg tænker på.  Men jeg vil gerne understrege mangfoldighedens princip og nyde det, at verden stadig er ung, at der kan ske noget nyt.  Det lyder måske lidt højtragende, men det hører til livsdueligheden at kunne gebærde sig ubefamlet i det ny.  Det at have mod til - duelighed er også mod… og håb - at opsøge nye tildragelser!