LærerBladet: Individuelle løsninger på systemiske problemer

-Hvor ser du dig selv om fem år?  Det er det klassiske spørgsmål ved den årlige MUS-samtale på skolelederens kontor. 

Spørgsmålet kan virke som en interesse for den enkelte medarbejder, men er ifølge sociolog Anders Petersen samtidig udtryk for en udviklingstvang, som kendetegner blandt andet lærernes arbejdssituation.

- Man kan jo ikke længere bare sige, at man er tilfreds med sit faglige og professionelle niveau, eller at det går lidt ned ad bakke, siger Aalborg-sociologen. 

- Det går ikke.  Vi skal „blive en bedre version“ af os selv.  Perfektion er det nye normale.  Og vi skal præstere mere og bedre.

Synspunktet uddybede Anders Petersen, da han for nylig holdt oplæg på Odense Lærerforenings kursus for tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter på kursushotellet Gl. Avernæs.

Til daglig forsker han på Aalborg Universitet, hvor han er lektor i sociologi og socialt arbejde og tilknyttet „Forskningscenter for etik i praksis“. 

Anders Petersen er bogaktuel med „Præstationssamfundet“ og forfatter til en række andre bøger og artikler.  I 2015 skrev han „Diagnoser“ sammen med Svend Brinkmann.

EGENSKABER DER EFTERSPØRGES OG MENNESKESYNET BAG

Ifølge Anders Petersen er der konstant pres på lærerne og andre offentlige ansatte, og alle berøres af det nye dogme. 

Der er ikke i sig selv noget galt med at præstere, mener Anders Petersen, men det konstante pres, der ikke kun kommer udefra, men også indefra, er blevet et samfundsproblem.  Presset er blevet konstant, fordi det er blevet institutionaliseret.

Det nye uddannelsesmæssige credo kræver, at man bliver så dygtig, som man kan, og at man ustandseligt hæver sit niveau, så netop Danmark kan „tage førertrøjen på“ i konkurrencen på det globale marked. 

Men med forøgede krav, øget styring og ringere arbejdsvilkår er arbejdslivet som lærer for alt for mange blevet uoverkommeligt.

-Mange lærere føler ikke, de kan komme til at gøre deres arbejde, så det lever op til deres egne faglige idealer og kvalitetsstandarder.

  Det er selve menneskesynet bag det nye uddannelsessystem, den er gal med, mener Anders Petersen.  Det aktuelle menneskesyn fremmer ifølge Anders Petersen måske nok konkurrencen, men efterlader alt for mange med frustrationer, energiforladthed, stress og depression.  Vi producerer mentale lidelser.

Det er usædvanligt, at en forsker melder ud, at menneskesyn overhovedet spiller en rolle i det, der forskes i. 

Selvdisruption

- Vi skal disrupte os selv, modulere og brande os selv. Vi skal være polyvalente, mobile, agile og forandringsvillige, og vi kan aldrig være det nok, sagde Anders Petersen.

-Agil er et meget tidstypisk ord.  Det betyder, at vi skal op på tæerne og være hurtige til at skifte retning. 

- Der bliver revet og flået i vores faglighed!  Vi skal altid være i gang og når aldrig i mål!  Også sproget har forandret sig.  Det muterer.  Sportens konkurrencementalitet og den økonomiske vækstideologi sætter sig igennem med stor styrke, og nu tales der i sportsmetaforer.  Vi må ikke „gå i pit“ eller „slå op i banen“.  Vi skal „komme ind i kampen“ og gå efter „førertrøjen“.  Vores faglige sprog anerkendes ikke, så vi er på vej til at miste det. 

-Skolen skal måles, vejes, slankes, sættes på formel, optimeres og effektiviseres.  Og vi skal være robuste, forandringsvillige, omstillingsparate og fleksible.  Bare se på stillingsannoncerne.  Det her er, hvad der efterspørges. 

-Det er den slags menneskesyn, vi producerer!

Som eksempel på at konkurrencesamfundets nye menneskesyn og det tilsvarende sprog sætter sig igennem overalt, fortæller den 45-årige sociolog, at nogle af hans venner, der skulle finde en daginstitution til deres barn, af en leder fik følgende besked:  „Vi gør dit barn til en bedre version af sig selv.“

Også på universitetet kan Anders Petersen mærke kravet om konstant udvikling.

Hans egen fagforening har tilbudt disruptionskurser i, hvordan man „brander sig selv“ og „indfrier sit potentiale“. 

-Som forsker forventes det, at man meriterer sig ved blandt andet at skrive artikler til anerkendte og videnskabeligt orienterede internationale tidsskrifter.  Men der er kun ganske få, der læser disse artikler.  Måske to.  Så jeg vil da hellere skrive bøger, som når ud til et bredere publikum.

Med på vognen

Men hvis man ikke er „med på vognen“, stækkes man, dømmes ude, regnes for bagstræberisk og trues med at blive „efterladt på perronen“.  Så kan man blive mødt med udsagn som for eksempel dette:  „Jamen, ønsker du da ikke udvikling?“

-Man bliver underkendt og miskrediteret.  Man bliver tvangsfjernet fra sit faglige grundlag.

Men der er også tale om et indre pres, siger Anders Petersen.

-Man bliver henvist til at granske sig selv, og man vil ikke være „en taber“.  Der er en social arena, der skal rykkes på!  Det presser vores indre ressourcer til bristepunktet.

I en kronik i Kristeligt Dagblad har Anders Petersen uddybet beskrivelsen af dynamikken i præstationssamfundet således:

-Det er lykkedes at få de evige forandrings- og selvudviklingsmuligheder til at fremstå som udtryk for den ultimative individuelle frihed. De snærende bånd fra det tidligere disciplinærsamfund er blevet afviklet. Men tvangen er der faktisk stadig. Den er blot mere subtil og usynlig.

-For vi har internaliseret den, gjort den til vores egen og har selv underlagt os den i en besnærende jagt på den næste succes og den næste mulighed, der venter på netop „mig“. Hvis jeg altså lige giver den en ekstra skalle. På den måde har vi mistet blikket for de fælles betingelser. For rammerne. For samfundet.

Men denne ideologi har ifølge Aalborg-forskeren en høj pris.

-Vi ved, at fagfolk længes efter at kunne gøre deres arbejde godt.  Folk kerer sig faktisk om deres arbejde.

-Men de strukturelle betingelser for, at de kan udføre deres arbejde på en tilfredsstillende måde, er ringe.

Med henvisning til den tyske sociolog Ulrich Bech siger Anders Petersen, at „vi stilles over for at finde individuelle løsninger på systemiske problemer“.

Friheden tilbage

Den bogaktuelle sociolog fra Aalborg fremlægger gerne sine forskningsbaserede analyser, men hans bud på handlings-anvisninger er ikke helt så skarpe som analyserne, siger han selv.  Han er jo forsker.

Anders Petersen gav dog på mødet udtryk for, at „meningsfuld inddragelse af  lærerne“ og „mulighed for fri og åben kritik“ ville styrke kvaliteten i skolen og lærernes faglige identitet.

Desuden håbede han på „diskussion af pressets institutionelle og personlige konsekvenser“ og tydeliggørelse af „nødvendigheden af et perspektivskifte“.

Dette nødvendige perspektivskifte udmøntede Anders Petersen i det mere fyndige og slagordsagtige:   ”Vi skal have friheden tilbage til lærerne og skolerne!”

Det er ikke hverdagskost, at forskere på den måde vedkender sig normative vurderinger, men for tilhørerne på Gl. Avernæs var  det en smuk salut.