Grønt lys til lokalaftale på CSV

Onsdag fik lærerne på CSV et længe ventet ja fra Odenses politikere til at der nu kan forhandles en lokal arbejdstidsaftale

Nu kan lærerne på CSV endelig - efter mange års ønske - se frem til at der indledes forhandlinger mellem Odense Lærerforening og Odense Kommune om en lokal arbejdstidsaftale.

Onsdag den 3. april 2019 stillede Økonomiudvalget sig bag ønsket fra rådmand Brian Dybro om, at lærerne på CSV skal have en arbejdstidsaftale.

- Der er blevet lyttet til lærernes ønske gennem lang tid, og nu kan forhandlingerne endelig indledes, udtaler Anne-Mette Kæseler Jensen. Nu kan vi tage hul på de forhandlinger, der forhåbentlig ender med en rigtig aftale, der kan erstatte Lov 409, siger en tilfreds formand.

CSV-lærerne fik sammen med alle andre lærere trukket Lov 409 ned over hovedet efter et uskønt overenskomstforløb i 2013. Og selvom der i 2016 blev lavet en lokalaftale på folkeskoleområdet med hele byrådet bag, blev den ikke automatisk "oversat" til voksenspecialundervisningsområdet, som eller havde været den hidtidig praksis i Børn- og Ungeforvaltningen, hvor CSV hørte til inden området blev flyttet over i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen.

Det kan der rådes bod på nu, hvor forhandlingerne kan indledes. Økonomiudvalget ønsker blandt andet, at aftalen skal sikre en fælles forståelse af lærernes arbejdstid og tilstedeværelse samt balance i tid og opgaver. Økonomiudvalget ønsker videre, at aftalen skal passe til voksenspecialområdet, styrke kerneopgaven og være budgetneutral. 

- Lærerne har givet klart udtryk for et ønske om samme fleksibilitet, som folkeskolelærerne fik med puljen til egen forberedelse. Puljen har haft positiv effekt for lærernes muligheder for at sikre kvalitet i undervisningen, så den er naturligvis vigtig også for lærerne på CSV, slutter Anne-Mette Kæseler Jensen, der endnu ikke kan sige noget om, hvornår forhandlingsforløbet ligger.

Emner

Målgruppe