Håber på genkomst for PÆDAGOGIK OG ETIK

Noget kunne tyde på, at corona som global sundhedskrise også indebærer en systemisk, økonomisk krise og recession, som vil sætte nye rammer i den økonomiske politik og dermed for investeringer i folkeskolen mv.

Det interessante spørgsmål er dog om sundhedskrise og økonomisk krise vækker os af vores pædagogiske og etiske slummer. Lad mig forsøge at forklare.

Undervisning som fagligt fællesskab

Sideløbende med, at gud og hvermand (og jeg selv) er imponeret af den hastige coronabetingede digitale omstilling i ikke alene folkeskolen, men også på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser, er det blevet tydeligt for langt de fleste, at de læreprocesser, der indebærer pædagogik næres af et møde mellem levende mennesker.

Digitaliseringen forstærker og har vist den tvetydige effekt af den individualisering af undervisningens faglige rum, som har pågået i folkeskolen med nationale test, læringsmålsstyring etc.

Vi tolker p.t. elevernes længsel som et savn af socialitet, men min påstand vil være, at vi i lige så høj grad nu kan se, hvor livgivende og virkningsfuldt undervisning er som fagligt fællesskab. Eleverne savner ikke kun det sociale, men også at lære i fællesskab frem for alene at være spærret inde i deres egen motivation og evne til struktur og disciplin (og støtte hjemmefra).

Det er ikke nogen rar erkendelse for de interesser, som håber, at fuldt digitaliseret undervisning er new normal. Så måske hjælper Cororna-krisen os til at forstå, at 2020’erne må blive undervisningen og dermed pædagogikkens årti, der brød den faustiske pagt, Danmark indgik med bl.a. digitaliseringen. Altså derhen hvor vi erkender og bruger digitalisering som et middel, ikke et mål; som en tjener og ikke en herre.

Det er min indsigt, som er båret af lige dele analyse som håb.

Genopvågnet etik

Anden iagttagelse handler om, at coronakrisen kommer med en genopvågnet etik. En ny hjælpsomhed, omsorg og beskedenhed, endda en art begrænsningsetik. Begreber og normative horisonter, der ofte har været henvist til frilandsmuseet, men som mange steder viser sig i et samvirke med opfindsomhed, energi og frygtløshed blandt mange lærere og pædagogisk professionelle.

Mit håb er, at en pædagogisk og etisk genkomst ledsages af en helstøbt, stædig og udbredt omsorg for de børn og unge, som har det vanskeligt.