Uoprettelige konsekvenser og en uacceptabel proces
- Besparelser på undervisningen er mere "usynlige" end om der er ryddet sne på cykelstierne. Men de vil få uoprettelige konsekvenser for vore børn og unges fremtidige muligheder!Sådan skriver Odense Lærerforening sin udtalelse til Odense Kommunes budgetoplæg for 2012.
Foreningen undlader ikke at gøre opmærksom på, at undervisningsdelen så rigeligt har betalt allerede sidste år, da der skulle findes sparepenge:
- Undervisningen betalte mere end 60 % af de samlede besparelser på hele børn- og ungeområdet sidste år. Og det til trods for, at undervisningsdelen udgør mindre end 25% af Børn- og Ungeforvaltningens samlede budget.
Alligevel lægges der op til, at undervisningen skal bidrage til nye besparelser på lidt under 27 mio. årlige kroner.
- Endnu en gang en stor andel af de samlede besparelser, konstaterer Odense Lærerforening.
Medarbejdersiden i Skoleafdelingens MED-udvalg har heller ikke rosende ord til det kommende kommunale budget.:
- Det er ikke troværdigt, når man ikke melder klart ud, at der skal spares penge, står der i udtalelsen, som klandrer, at besparelser pakkes ind i effektiviseringer, tilsyneladende uden konsekvenser for kerneydelsen.
- Her betyder besparelsen godt 300 færre ansatte, understreger medarbejdersiden, som er godt og grundigt utilfredse med den proces, der har været omkring behandlingen af Odense Kommunes budget 2012:
- Processen har været komplet uacceptabel, og vi mener ikke, at reglerne for medindflydelse og medbestemmelse er blevet overholdt!
Du kan læse de to udtalelser til højre på siden.



