Medlemsbrev december 2022

Kære medlemmer

Så nærmer en velfortjent og tiltrængt juleferie sig med hastige skridt og hermed også en julehilsen fra jeres fagforening.

Vi har fået ny Børne- og Undervisningsminister, Mattias Tesfaye - et noget overraskende og uventet valg, men det bliver interessant at følge, hvad det valg vil bringe med sig. I regeringsgrundlaget er arbejdet ”Sammen om skolen” kommet med, så samarbejdet med os fortsætter.

Faglige klubmøder i efteråret - på vej mod OK24
I efteråret blev der holdt faglig klub møder på alle arbejdspladser med titlen ” Rammer og vilkår for medlemmers arbejdsliv”. Formålet med møderne var at få konkretiseret de udfordringer og behov, der fylder på arbejdspladsen: Hvor løses de bedst, og hvad kan løses på kort sigt, og hvad kan løses på lang sigt? I skal have mange tak for jeres opbakning og for at prioritere mødet i en presset hverdag, hvor tiden er knap. Efter nytår vil styrelsen i Odense Lærerforening arbejde med de fokusområder, som I har sendt ind. Tilsvarende sker i DLF centralt.

Næste skridt bliver forberedelsen til OK24, i hvilken forbindelse vi vil mødes med jer i foråret om kravopstillingen til overenskomstformshandlingerne i 2024.

Vi gentager succesen: Kom gratis i biografen tirsdag den 31. januar kl. 18.00
OLF inviterer jer i samarbejde med Lån & Spar til at se filmen ” Meter i sekundet”. Vi håber, at rigtig mange af jer har lyst til at se en god film i en mørk og kold tid og samtidig få lidt information om Lån& Spar, som er en bank DLF er medejer af. Du kan tilmelde dig via dette link https://lsb.nemtilmeld.dk/638/.

Du kan også finde tilmeldingslinket på vores facebookside i det nye år. Jeg håber, vi ses!

Brinkmann, fest og hyggeligt samvær den 10. marts i Jyske Bank Arena
Som allerede annonceret i LærerBladet, så sæt kryds i kalenderen til dette arrangement, hvor Svend Brinkmann vil holde oplæg om børn og unges mistrivsel.  Derudover vil der være lidt godt til ganen og ørerne i form af en let anretning og god musik.

Ovenstående arrangementer vil blive slået op på Facebook. I den forbindelse vil jeg opfordre jer til at gå ind på vores facebookside og klikke ”Synes godt om”, så får I vores opdateringer 1-2 gange om ugen.

Kontoret har lukket fra den 23. december til den 2. januar 2023. Hvis din henvendelse ikke kan vente, kan vi kontaktes på mail 082@dlf.org, så vender vi tilbage til dig, så hurtigt vi kan.

Alle i OLF ønsker jer en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

 

De bedste hilsner fra

Charlotte, fmd. for Odense Lærerforening

Emner

Målgruppe